
Referat fra dialogmøde i Stege LokalForum
- maj 2026 · Møn Bakkeby
1. Oplevelsesøkonomi og kulturturisme
Marco Berenthz indledte mødet med spørgsmålet: Hvad skal der til for at gøre Møn og Stege til et endnu bedre sted at bo og besøge?
Turismebetaling og mulige investeringer
Et af de første forslag var at undersøge, om besøgende kunne bidrage økonomisk til udviklingen af Stege og Møn. Som eksempel blev nævnt en årlig betaling på 100 kr. for personer, der kører gennem Stege. Hvis omkring 500.000 mennesker årligt passerer gennem Stege på vej mod blandt andet Møns Klint, ville det teoretisk kunne indbringe 50 mio. kr. Der blev også rejst spørgsmål om mulig kommunal medfinansiering på 4,5 mio. kr.
Ronnie Lykkehus (Venstre) gjorde opmærksom på, at partiet er imod øgede skatter, og at roadpricing eller en betalingsring efter hans vurdering både er en dårlig idé og kræver lovhjemmel fra Folketinget. Han pegede på, at en betalingsordning målrettet turister er en anden sag, og nævnte den østrigske vignetteordning som eksempel. Han var skeptisk over for mindre lokale indsamlinger og fremhævede i stedet offentlig transport som en langsigtet løsning.
Michael Smed (Socialdemokratiet) var positiv over for at undersøge en form for turismebetaling, men understregede, at modellen skal bearbejdes og afprøves. Kommunen kan ikke alene afholde alle de udgifter, der følger af det øgede slid og pres fra turismen.
Fra salen blev der spurgt, hvilket konkret problem en betalingsordning skulle løse.
Marco Berenthz fremhævede behovet for at rejse kapital til investeringer og for at finde en model, hvor turismen i højere grad kan finansiere sig selv. Han rejste også spørgsmålet om, hvorvidt der skal satses mere på cykel- og vandreturisme frem for primært bilturisme. Parkering og shuttlebusser blev nævnt som mulige løsninger, ligesom turismen bør planlægges strategisk, så den skaber størst mulig værdi for øen.
Der var også tydelig modstand mod at opkræve betaling for at køre på vejene. En deltager fra salen mente, at idéen var uacceptabel og ikke passede til den lokale kultur i Stege. Anders Andersen (socialdemokratiet) spurgte desuden, hvordan en eventuel ordning skulle forholde sig til borgere i blandt andet Vordingborg, Præstø og Kalvehave.
Flere deltagere pegede på, at turismen allerede gør hverdagen vanskeligere for nogle lokale, blandt andet på grund af slid på vejene, øget trafik og problemer med at komme til havnen. Der var enighed blandt flere om, at der er behov for at gøre tingene anderledes.
Thomas fra Fængselsgården bifaldt idéen om en lokal investeringsfond, som iværksættere kunne søge støtte fra til nye initiativer. Michael Smed nævnte, at der allerede findes en frivillig ordning, og spurgte, om den kunne styrkes.
2. En mere levende hovedgade
Marco Berenthz præsenterede Jægersborggade-modellen som inspiration til at arbejde mere aktivt med de tomme butikslokaler i Stege. En investeringsfond kunne eksempelvis opkøbe lokaler eller indgå lejeaftaler med henblik på at skabe plads til de butikker og initiativer, som lokalsamfundet ønsker.
Nikolaj Jørgensen (Liberal Alliance) og formand forudvalget for Lystbådehavne, Turisme og Bymidter, fandt forslaget interessant og sammenlignede det med tankegangen bag et storcenter, hvor man planlægger, hvilke
tilbud der skal være, og hvor de skal placeres. Han fremhævede Steges lokale engagement som en styrke, men pegede på huslejen som en mulig barriere. Han foreslog, at huslejetrapper og aftaler med udlejere kunne være en del af løsningen.
Martin Graff Jørgensen (SF, Bogø) understregede, at kommunen ikke nødvendigvis skal være udlejer. Han fandt i stedet andelstanken interessant, fordi lokalt ejerskab og fællesskab kan være med til at føre idéen ud i livet.
Jakob Helles (Liberal Alliance) nævnte Præstø Boghandel, der drives som en andelsmodel med 1.000 andele à 1.000 kr., som et eksempel på betydningen af lokal forankring og engagement.
Thomas fra Fængselsgården pegede på husleje og lønomkostninger som store udfordringer for de små butikker. Han fremhævede også, at lokal handel ikke kun handler om de fire måneder, hvor mange handler lokalt, men også om de øvrige otte måneder, hvor mange køber varer på nettet.
En udlejer fra salen vurderede, at idéen kunne være vanskelig at gennemføre på grund af sæsonudsving. Marco Berenthz bemærkede, at der måske mangler et mellemled mellem kortsigtet udlejning og traditionel investering: aktører, der vil investere nu og først forvente et afkast om fem år. Det langsigtede perspektiv skal ifølge ham bæres af fællesskabet.
Ronnie Lykkehus opfordrede til at prioritere lokal handel frem for nethandel. Fra salen blev det samtidig nævnt, at nogle ejere kan finde det mere fordelagtigt at lade lokaler stå tomme end at sætte huslejen ned. Michael Seiding fremhævede hensynet til den private ejendomsret, og Dansk Folkeparti blev refereret for at pege på en mere traditionel tilgang til udviklingen.
Kristina Themsen fra Erhvervshus Sjælland beskrev den omfattende butiksdød i mange gamle købstæder og pegede på kombinationsbutikker som en mulig vej frem. Som eksempel nævnte hun Klipfiske, der kombinerer frisør og fiskeudstyr.
En deltager fra salen mente, at kommunens tilladelse til udvidelse af Brugsen i Lendemarke gør det vanskeligere for de små butikker i hovedgaden at overleve. Kommentaren fik en del opbakning. Der blev også peget på, at turister er blandt de kunder, der ville benytte specialbutikker som fx en ostehandler.
3. Købstadshotel og gæsteovernatning
Marco Berenthz introducerede idéen om et købstadshotel, hvor eksempelvis 120 værelser kunne være fordelt på flere bygninger rundt om i Stege. Tanken er at skabe flere overnatningsmuligheder og give gæsterne oplevelsen af at bo midt i købstaden. Han understregede, at der skal være balance, så udviklingen ikke fører til en ukontrolleret vækst i korttidsudlejning, men i stedet skaber midlertidige Stege-borgere.
Fra Det Konservative Folkeparti blev der peget på mangel på hotelkapacitet i Vordingborg og på, at økonomien kan være vanskelig for et traditionelt hotel. Private sommerhuse og Airbnb blev nævnt som mulige alternativer, men der blev også stillet spørgsmål ved, hvor mange turister området ønsker.
Kim Jørgensen (Dansk Folkeparti) udtrykte modstand mod Airbnb og spurgte, hvor et større hotel i givet fald skulle placeres. Han pegede på, at der ofte er modstand mod konkrete placeringer.
Marco Berenthz fremhævede, at Møn mangler overnatningsmuligheder, selv om der ofte opstår protester mod nye projekter. Han foreslog at undersøge et centralt drevet, professionelt hotel med en fælles bookingportal, hvor gæsterne bor i eksisterende bygninger og oplever hverdagslivet i købstaden. Målet er blandt andet at tiltrække gæster, som bruger penge hos lokale erhvervsdrivende.
Michael Seiding pegede på Sukkerfabrikken som et muligt sted til et hotel og sagde, at han ville hilse det velkommen, hvis nogen ønskede at etablere et tilbud hurtigt.
Fra salen blev det understreget, at det ikke er rimeligt at hævde, at lokalsamfundet generelt er imod forandring. Det afgørende er, at udviklingen forankres lokalt. En anden deltager argumenterede for, at turisterne kommer, uanset om man aktivt inviterer dem, og at området derfor bør skabe bedre muligheder for, at de overnatter og handler lokalt. Det kan give økonomisk værdi for byen og øen hele året, og ikke kun I turist sæsonen. Der blev desuden advaret mod at sammenligne Stege med en uddød italiensk landsby.
4. Afrunding
I sin opsummering fremhævede Marco Berenthz, at hovedformålet er at handle offensivt frem for defensivt. Silden er væk, men turisterne kommer stadig. Spørgsmålet er derfor, hvordan man bedst rammesætter turismen, så den skaber den værdi, som lokalsamfundet ønsker.
Mødelederen takkede herefter for en god debat og for god ro og orden. Samtalerne fortsatte efter mødet blandt deltagere og politikere.
______________________________________________________________________________________
Folkemøde Møn 2026
Lørdag den kl. 12-13 Det gamle Rådhus
”Borgerinddragelse til udvikling af vores købstæder”
Under denne overskrift var Stege Lokalforum vært for et debatpanel i forbindelse med årets udgave af Folkemøde Møn. Med Ole Hampenberg som moderator kom et panel bestående af: Steen Hansen (Jungshoved lokalforum), Marco Berenthz (arkitekt), Katherina Ines (selvstændig erhvervsdrivende), Rasmus Evind (kommunalbestyrelsesmedlem og selvstændig erhvervsdrivende) samt de tre iværksættere Thomas Jakobsen, Lauritz Kainø og Alejandra Aventure hver med deres bud på borgerinddragelse og selvom buddene var mangfoldige og konstruktive, kneb det nok lidt mere med de konkrete bud.
Thomas Jakobsen kom nok med det mest vidtgående forslag, nemlig et forslag om at udvikle Stege til en ”sæsonby” – en by hvor forretningerne havde åbent fra morgen til aften og hvor man 5 måneder af året søgte at ”suge” så mange penge ud af turisterne som muligt og hvor de forretningsdrivende resten af året kunne ”samle kræfter” og ind imellem holde lukket. Det var dog ikke et forslag som vakte genkald hos de øvrige paneldeltagere- tvært imod! Lauritz Kainø lagde stor vægt på at have en by hvor man kan leve hele året og en by hvor man samler en masse ildsjæle og har en masse kulturelle tiltag og Katharina Ines bakkede ham op med udtrykket: ”Det skal være fedt at bo her” og at man skal få fat i de passionerede mennesker. Alejandra Aventure nævnte Askeby som et godt eksempel på borgerinddragelse og betegnede demokratiet som et koordinatsystem!
Marco Berenthz gav udtryk for det vigtige i at se på de mennesker og de rammer der er til stede og han forslog en ”bomtold” ved Storebro til finansiering af en byudviklingsfond a la ”Jægersborggademodellen” med en huslejetrappe. Han talte for et gearskifte og et klientelskifte for at få nogle levende gader i købstæderne. Han betragter ikke turisterne som et mål, men en motor som skal tøjles!
Rasmus Evind rejste nogle problemstillinger om affald, offentlige toiletter og blomsterkummer og betragtede kulturen og tilhørende events som bærende elementer og fremhævede pensionisterne som en stor ressource, ligesom han lagde vægt på god markedsføring af kommunen for øget bosætning.
Katharina Ines og Steen Hansen kunne hver især komme med gode eksempler på borgerinddragelse i henholdsvis Jungshoved med deres arbejde med borgerbudget og lokalbus og Nørrebro med etablering af laug og håndværkerforening samt fællesskabet i en andelsboligforening.
Mange bud og mange eksempler blev fremført i den lille times tid debatten kørte, men det grundlæggende spørgsmål fremført ved starten af moderator Ole Hampenberg: ”Hvad er kernen og hvad skal der til?” kom der ikke så mange konkrete svar på, ligesom det heller ikke blev til så megen tid for spørgsmål fra de heldigvis mange fremmødte tilhørere.
Som repræsentant for de unge sammenfattede Lauritz Kainø egentlig debatten meget godt ved at efterlyse en manglende koordinering og opfordrede til at værne om kulturlivet, idet ”unge skal mærke at skabe i virkeligheden”
![]()
Hits: 112